top of page
Søg
  • Nina Kongshaug

Kommer du hjem, uden stadig at være på arbejde?


I denne artikel får du 5 konkrete råd til, hvordan du skaber bedre balance mellem arbejds- og familieliv.

I min barndom kom min far hjem klokken 18.30. Han parkerede bilen i garagen og så skete der ingenting…. Vi børn var utålmodige – vi ville have ham indenfor, have hans opmærksomhed og snakke med ham. Vi forstod ikke, hvorfor det tog så lang tid, før han kom ind - vores liv var sat i stå – vi var afventende.


Det var først mange år senere, jeg forstod, hvorfor det tog min far så lang tid. Han brugte tiden på at ”lande” og indstille sig på at gå fra ”arbejdsrummet” ind til ”hjemmerummet”. Det var et overgangsritual - at sidde i bilen og lytte til et stykke musik for så at gå ind ad døren og direkte ind i soveværelset for at skifte arbejdsuniformen – hans jakkesæt - ud med jeans og en trøje. Han gennemførte begge ritualer fast hver eneste dag.


Når jeg kigger tilbage, var dette ritual med til at signalere, at han gik fra en sfære til en anden. Under middagen fortalte min far om sin arbejdsdag og hvad der var sket på arbejdet. Når middagen var slut, talte han dog ikke mere om sit arbejde. Han var nu helt i ”hjemmerummet”.


Igennem de mange år jeg har arbejdet, er mit arbejdsliv og hjemmeliv flydt mere og mere sammen. Jeg er gået fra arbejde, skyndt mig hjem og har ikke ville spilde et minut…. Jeg kan nu se, at jeg er gået direkte fra det ene til det andet og ikke haft nogle overgangsritualer. Når jeg forlod mit kontor, lagde jeg ofte ikke mærke til, at jeg gik ud ad døren. Jeg talte tit i telefon om noget arbejdsrelateret eller tjekkede mails. Jeg slap ikke arbejdet, inden jeg kom ind ad døren. Tværtimod tog jeg arbejdet med hjem og arbejdede ofte videre om aften.


Jeg havde ikke en arbejdsrelateret ”tænd/sluk” knap. Mine arbejdstanker flød ind over og gennem alle andre tankerækker uden respekt for, om det var relevant, belejligt eller passende.


En dag snakkede jeg med min mand Peter om, hvordan han takler overgangen fra ”arbejdsrummet” til hjemmerummet”. Til min overraskelse viste det sig, at han har bevidste rutiner, der hjælper ham med at parkere alt arbejde på vejen hjem. Han gør sig klar til at møde familien og til at være 100% tilstede, når han træder ind ad døren.

Det gjorde mig bevidst om mit eget ”komme hjem” mønster. Jeg blev opmærksom på, hvordan arbejdet hele tiden var med mig. Jeg blev opmærksom på, hvordan arbejdet flød ind og ud af mine tanker uden, at jeg styrede hvornår og hvordan tankerne kom. Jeg blev også opmærksom på, at når arbejdet var med mig hele tiden, fik jeg svært ved at

sove og fik ikke restitueret.


Denne erkendelse har ændret min måde at gå til arbejdet på. Jeg lægger mærke til, hvornår arbejdstankerne kommer. Jeg er blevet mere og mere bevidst om selve fænomenet: mine tanker. Jeg opdagede, at mine tanker holdt op med at rase derudaf, når jeg skulle sove, hvis jeg skrev tankerne ned. Det gjorde, at jeg kunne slippe tankerne. Alt stod i bogen – jeg ville derfor ikke glemme noget. Det har fået mig til at se på, hvilke overgangsritualer mellem ”arbejdsrummet” og ”hjemmerummet”, der er gode for mig.


Her er de 5 konkrete råd, der har hjulpet mig – og som måske også kan hjælpe dig - til at skabe bedre balance mellem arbejds- og familieliv:


1. Lav et overgangsritual, der markerer overgangen fra arbejde til hjem – skift tøj, gå i bad, mediter´ eller noget helt fjerde som passer godt til dig. Husk at fortælle din familie om, hvad der foregår og hvorfor du gør det.


2. Læg telefon og andre skærme væk i en periode før og efter hjemkomst. Hvis nødvendigt fortæl dine relationer, at du ikke er tilgængelig indenfor et bestemt tidsrum.


3. Hav´ opmærksomhed på, hvad der fylder i dit hoved og hvad, du oftest snakker om. Hvis du oplever, at det er arbejde, der fylder, så kan du med fordel afsætte et afgrænset tidsrum, hvor du taler om eller med dit arbejde.


4. Tøm dit hoved inden du skal sove. Skriv alt ned. Hav en bog i nærheden af din seng. Vågner du om natten og kan du ikke slippe tankerne, så grib fat i bogen og skriv.


5. Når du får øje på, at ”nu tænker jeg på arbejde igen” så øv dig i venligt men bestemt i at slippe tankerne igen. Det kan du f.eks. gøre ved at rette din opmærksomhed på dit åndedræt, tænke på noget du glæder dig til eller på noget der er rart.


Det er ikke kun os selv der har gavn af, at vi ind imellem lukker ned for ”arbejdsrummet”. Når vi igen åbner ”arbejdsrummet” f.eks. efter en nats søvn, så går vi til arbejdsopgaverne på en ny måde. Vi løser opgaverne bedre, når vi er friske. Vi har mere overskud overfor vores omgivelser.


Mange går måske rundt med en følelse af, at det at lukke ned for ”arbejdsrummet” og lave noget andet, er unyttigt og svært, ja nærmest umuligt – særligt hvis der er pres på med arbejdsopgaverne. Det er dog ikke unyttigt at lukke for ”arbejdsrummet”…. Tværtimod er det et udtryk for, at du tager ansvar. Ansvar for dig selv, din opgaveløsning og til at blive den bedste udgave af dig selv til gavn for dine omgivelser.

14 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page